Fællesrummet

Sted: Fællesrummet
Tid: Sent hen på eftermiddagen
Omgivelser: satans mange!
Vejr: Koldt udenfor..

Larm, musik, skrig og skrål overdøvede næsten alle normale samtaler. Nogle spillede Just Dance på wiien. Samtidig kørte noget musik på anlægget. Alle festede på en måde på grund af en elev havde dræbt en Okami. En skikkelse syntes at seth var løgn. En skikkelse syntes der manglede beviser. Intet Okami lig, ingen våben til at have gjort det med. Skikkelsens gik med navnet Rose. Rose holdte øje med omgivelserne. Det var stressende at passe på allebher når man kun var en. Der forgik sjældent kampe her, men det kunne ske. Fraværende kiggede Rose omkring. Ingen ting. Hun var selvfølgelig lidt ensom da lektier og "arbejde" tog en del af hendes tid. Nu ventedehun bare på en smule selskab

Blandt alle de festende var der en der heller ikke ligefrem deltog i festlighederne med samme entusiasme som de andre omkring ham. I stedet kiggede han blot rundt omkring, både for at se om nogen de hviskede mer hinanden med skræmte ansigter, eller om deres smil bare var klistret på læberne... De ville muligvis vide noget om det.
Han lukkede kort øjnene da der blev skruet yderligere op for den høje musik og bed så tænderne sammen. Det var grufuldt at skulle lytte til med den forhøjede hørelse han havde fået sig for så lang tid siden...
Daniels blonde hår og alt for blå øjne, fik næsten alle pigerne til at kigge hen på ham og smile. Han smilte ikke tilbage, da han selv vidste at det var hans vampyr del der fik det modsatte køn til at kigge længselsfuldt på ham... Hvilket han hadede...
Og der, midt i alt kaosset, var der en der ikke festede, men hun så nu heller ikke skræmt ud... Hun så mere ud som om hun var ved at gøre noget uoverskueligt og det var helt alene. Var hun mon Vogter? Det ville forklare det fortabte udtryk på hende...
Elegant og flydende som en slange, snoede Daniel sig uden om de dansende elever og nåede hen til hende.
”Godeftermiddag” sagde han med et skjult smil over den gode maner han viste hende... Normalt snakkede han ikke sådan, men nu anede han ikke hvad hun var, da det var umuligt at afgøre hvis lugt der var hvis i det her lokale.

Ikke engang forskrækkede kastede hun et blik på ham der talte til hende.høflighed virkede han. Hurtigt rejste Rose sig op. Blond hår. Blå øjne. Piger som virkede vrede overhan ikke gengældte smilet. Kort satte hun håret bag ørene. Når det sorte hår var væk var det tydligere at hun var vampyr. På hendes skUlder var der blevet tatoveret 2 mønstre. Rose havde dræbt 2 Okamier. Det betød at hun skullebhave tatoveret mærkempå skulderen og lang ryggen. Faktisk var det kun vogtere og novicer dermfik mærker. Sjældent elever. Altså normale "Godeftermiddag" Rose sagdendet venligt og høfligt. Et smil sad stadig ikke på læberne. Hun kiggede bare på ham og forventede ingeting.

Hans blik fulgte hendes håndbevægelse og så hendes mærker. Han lavede næsten et umærkeligt nik til det, som om han erkendte hvad hun var, men det skubbede ham dog ikke længere fra hende. Han smilte faktisk.
”Så hvorfor tager du ikke del i festlighederne?” spurgte han hende med hovedet lidt på skrå så de blonde lokker faldt lidt ned for de blå øjne. Det var nok tydeligt for enhver der havde set en vampyr før, at han selv var vampyr.
Daniel smilte stadig bare venligt til hende. Almen høflighed bandt ham til at spørge undvigende og forvirrende på nogen punkter, men det lod til at han sprang det over med en ligegyldighed som kunne det rage ham...
Et kort sekund lukkede han øjnene da der kom en statisk lyd fra en af højtalerne da en eller anden havde skubbet til dem. *Hvorfor er at det når man fester, så er det altid sådan her?* spurgte han og bed let sammen, før han så åbnede øjnene igen og var iført den afslappede maske som før.

Hun rømte hånde frem. Et lidt skævt smil kom frem. Rose talte ikke så meget. Hurtigt kiggede hun bag ud. Hendes novicer, Demitri, gjordenten til hende St alt var okay. Hun betragtede kort Demitri og derefter faldt hebdes blik på den anden igen. "fordi er jeg er sikker på at det er noget vrøvl om ham der dræbte den Okami. " Rose var himmel gladmfor at rektoren var hendes tante og va enig. Det var helt klart noget vrøvl. Det var der sikkert fleremder syntes, men undlod det. Ingen beviser,intet lig. Heller ikke et våben. "Jeg hedder Rose, Rose Wilson" Hendes mor var Jane Wilson, og hendes far Andrew Wilson . Konge og dronning af landet Filetica. Hun var selv prinsesse af Filetica.

Han rystede hånden på hende, hvad enten hun ville eller ej og nikkede samtykkende. ”Jeg må give dig ret i at det er en lidt for fantasifuld løgn de vil bilde en ind...” Sagde han og mente det faktisk. Det var sjovt som ingen af dem behøvede at råbe til hinanden for at være sikre på at den anden hørte det. Så det var ganske tydeligt at hun ikke var et menneske. Og håndtrykket bekræftede det. Daniels kropstemperatur blev opvejet af hans to racer. Fra Vampyrenes side var han kold, men fra Varulve beholdte han sin normale varme... Så hans krop havde stadig en hvis varme... Dog lidt lavere end normale folk.
”Daniel Bane” Præsenterede han sig. Daniel var hans rigtige navn. Bane var et dæknavn. Han var selv enearving til den franske trone. Amoux. Selv behøvede han ikke at tjekke om hans Novicer var der. Han kunne mærke Ayis bevidsthed, som hun selv sendte ind i skalden på ham. Hun behøvede ikke at være så voldsom når det kom til det.
”Så du er i familie med Rektor?” Spurgte han. Det var en okay teori, da de jo lignede lidt hinanden og navnet jo passede. Så mon ikke han havde ret.

Rose stivnede. Hvordan vidste Daniel det?! Hun trådte kort et lille skridt tilbage. Pludselig føltes hun sig lille og genert. "ja, Destiny er min tante" hun sagde det hurtigt og nervøst. Hun var ikke så glad for at taleom det. Alle andre blev drillet med det hvis de havde forældre eller lig. på skolen blev de drillet. Det var ondt. Men Rose kunne ikke gøre noget ved det. Roses novicer, Demitri kom forbi og opseverede Daniel. "slap nu af, Dimmi." et surt udtryk sad på ham. Rose vidste godt han bare passede på hende, men opsevere alle hun talte med var at gå for langt. Mente hun selv. "det er min Novicer, Demitri"

”Jamen dog” Mumlede han lidt overrasket over den måde hun reagerede på det. Men han kunne godt følge med i hvorfor hun reagerede som hun gjorde. Der var ingen på nogle skole der brød sig om at havde familie på, der brød sig om at havde familie på nogle af pladserne. ”Det var ikke lige den reaktion jeg havde forventet”
Daniels novicer, Ayis, trådte frem. Hendes ravnesorte hår bølgede flydende efter hende og de spidse øre stak svagt frem.
Ayis stirrede ligeså meget på Demitri som han havde gjort på Daniel. Hendes nøddebrune øjne blinkede ikke eller flyttede sig en cm fra ham.
Daniel sukkede ”Ayis... Du kan slappe af...” Mumlede Daniel opgivende. Han havde for længst fundet sig i at hun opførte sig letter underligt.
”Og det her er min... Veninde. Ayis” Sagde han hurtigt, selvom det var tydeligt at de ikke bare var venner. Hun var klædt i sort og førte sig med den sagnomspundene elegance som man hørte om Elvere.

Selvom de grå øjne var rettet mod de dansende tosser foran skærmen længere fremme i menneskemængden, og læberne altid enten var besat af en cigaret eller en flaske Cola, hørte han udemærket samtalen mellem hybriden og vampyren. Familie med rektor, hvor langt nede. Efter han have hørt deres navne, måtte og kommet frem til at det kunne være afstamninger af konger og dronninger i andre lande, måtte han presse læberne sammen for at et hånligt ikke ville flyde over dem. Han skruede et rødt låg på sin flaske smed sin 'pind' i et cigaretbæger mens han satte kurs mod det kongelige hof, der pludselig havde fået besøg af deres tjenere? Han lod en hånd glide igennem det lyse, halv lange krøllet hår, mens han passerede nogle dansende piger, og endte få sekunder efter ved siden af to to snakkende, og deres mistroiske tjener. De så ud til at have en lille leg, hvem kan glo længst tid? Hans blik gled ned på hybriden, og betragtede ham for oven, hvilke han normalt altid gjorde, da der aldrig var nogle der var højre end ham, 201 cm. Der skulle en god højde til at slå denne. Trods det ofte var besværligt med denne højde, var der selvfølgelig også gode tidspunkter. Det var ligefør han smed en af sine hånlige replikker i hoved på dem, men holdt sin kæft, og kiggede blot ned på dem, uden at sige noget, og lod dem opdage ham.