Silence in the Night. Except the Water. (David)

Månen stod klart og tydeligt oppe på den sorte nattehimmel. Der var ikke en sky til at falde ind foran månen og derved fjerne blikket fra den eneste store sølv stjerne, på himlen.
Underligt nok var der ikke en stjerne til at gøre månen selvskab.
Endnu mere underligt, var der en mangel på både kulde og blæst denne nat... Man sgu ellers tro at det ville være blevet koldere i løbet af natten, da der ingen skyer var og det var det da også blevet... Det var gået fra kvælende varmt til... Behageligt lunt.
Der var ingen kold vind til at nedkøle en på denne herlige nat... Men det var nu også rart nok... For nogen.

Denne nogen, kunne godt være skikkelsen der lå i græsset imod søen. Personen var nok kommet ud til søen, via den smalle vej, som tillod biler ind til området og hvor der stod den natsorte åbne Cabriolet. Det var en flot bil. Lang, yndefuld, pletfri og skinnende...
Skikkelsen rejste sig endelig op og strakte sig lidt. Han var klædt i en hvid T-shirt. Den var faktisk ganske simpel og sad løst, så det var ubestemmeligt om hvordan kroppen var under den. Falmede cowboybukser, der var blå nogle steder, men hvid og falmede flere steder, var endda flået nede i enderne. Han havde ingen sko på... De var sikkert smidt et eller andet sted eller lå gemt i bilen.
Han var ikke bleg... Men heller ikke brun. Han var på det mellemstadie, som sagde at han ikke selv solede sig, men var ude nok til at få en hvis mængde sol.
Men det der lyste mest op i natten, der kun fik sølv lys fra den store måne, var håret. Håret var blond. Det var ikke mørkt, eller hvidt, men mere i retningen af gyldent gul. En form for sprød og blød farve som næsten lod til at lyse over sølv lyset.

Han gik tættere på vandet indtil han stod og kiggede lige på det. Sit spejlbillede. Hans havblå øjne stirrede tilbage på ham med et næsten koldt glimt i sig. Han virkede... Ligeglad. Smilet var ikke på læberne som sædvanligt når man så ham gå rundt omkring, men der var jo heller ikke ligefrem nogen grund til at smile, hvis der ikke var noget der morede ham.
Og det var ikke lige sagen her.
Daniel sukkede svagt, og betragtede sig selv gøre det i den flade sø. Hans første række af tænder kom frem under de fine læber. Den første række så mest menneskelig ud, måske lige med undtagelse af to fremtrædende skarpe tænder, men Daniel vidste bedre end andre, at han havde flere end et sæt tænder.
Den eneste grund til at han var ude, var fordi han ikke kunne klare at være på skolen lige nu... Han havde brug for noget blod, men havde så bestemt sig for at tage ind til byen senere... Når folk for alvor var gået i seng. Han havde brug for varmt, levende blod... Ikke det plasma som de bragte ham i sine fine poser... Det smagte så færdiglavet.
Han smilte svagt... Blod der smagte færdiglavet. Nu havde han virkelig levet for underligt hvis han syntes det.
Endnu et suk og han lod sig falde om på ryggen på græsset igen og stirrede op på himlen.

En tur inde i skoven, men ingen mad! Han sukkede irriteret da han da han begyndte at gå op af stien der førte mod skolen. Han havde for en gang skyld ikke taget sit selvvanlige grej med, en Coca Cola og smøger, men nej, ikke i aften, selvom det godt kunne bruges. De halv lange lyse hår, med lette bølger, blev konstant fejet væk af en halvbleg hånd der ud over vreden på den rumlende mave, også blev mere og mere irriteret på det lyse hår som havde syntes det var åh så sjovt at falde ned i panden på ham. De grå øjne gled hen over vejen han gik op af, da han stoppede op og kiggede på en sort bil der stod og skinnede i månens stråler. Han gik op mod bilen, og kiggede lidt på den. Han havde aldrig selv været den store bil elsker, men han vidste når en bil var dyr eller ej – bare ikke ved denne. Han gik forbi den, mens hans hænder gled ned i lommerne på de jeans han bar. De sorte sko gled let hen over græsset i deres færd op mod skolen da han stoppede op og kiggede rundt. På overkroppen var han en hvid t-shirt der ikke sad løst, men heller ikke ligefremt stramt. Man ville ikke mistænke ham for at være hvad han var. De fleste varulve var nogle store muskler, men denne form havde David ikke fået, nej, han var muskuløs uden alle de muskler til at afsløre hvad han var. Man kunne heller ikke se nogle form for sixpack eller noget, blot en muskuløs flad mave uden det helt store. Antydningerne kunne man måske se, men igen, han ville være skuffende i muskelmasse hvis han skulle leve op til de ’normale’ varulve. Dog havde han aldrig fundet noget problem i dette look. Over den hvide t-shirt havde han en lyseblå skjorte, hvor ærmerne var smøget op og det kun var de tre fire nederste knapper der var lukket.

Hans øjne var stoppet ved en – hybrid der stod nede ved bredden af søen med en afskrækkende stank ved sig. Lugten var vampyr fossede næsten ud fra ham som om et vandfald, men lugten af ulv hang også ved ham. Det forvirrede ham, for han vidste ikke hvordan han nu skulle reagere. Han hade vampyr, ikke på grund af at hans art skulle gøre dette, men en gang hvor der var en der havde brækket hans hale og var forhindret i at blive sig selv i flere uger!
Han trak hånden op fra mørket i lommen og lod igen hånden glide igennem det lyse hår, mens han begyndte at gå ned mod hybriden der stod nede ved vandet. Han overvejede lidt at kaste sig over ham, men han var jo også varulv, og der var jo ingen grund til at gøre dette. En anden ide kom op i hoved på ham, da han gik ned mod fyren der så ud til ikke rigtig at have noget at lave. Perfekt.

Daniel åbnede sine blå øjne.
En ny lugt var trådt ind. Lugten virkede først harsk og alt for bydende efter den ensomhed der havde spillet som overhånden, men nu blev skubbet væk af den nyankommende. Den virkede som en alt for stærk ret. Chili, paprika og peber... Alt for stærk. Og alligevel genkendt og familiær.
En ny lyd begyndte at spille sig i hans øre. Den blide knasen af sko der trådte ned på græsset og den svage brusen af blod i årene. Hjertet pumpede i et roligt tempo og så kunne han høre den velkendte rumlen i maven.
Roligt kom han op på fødderne og kiggede hen imod Varulven.
Et af de blonde bryn kom op i panden på ham. Det virkede underligt at se en anden Varulv, end Tempe... Den lækre varulv, som havde leget med ham for noget tid siden. Den her Varulv lugtede anderledes... Om det var fordi han var af hankøn, kunne han ikke helt sige, men selve blodet havde også en anden duft... Hvor Tempes havde været blød, drillende og som silke, var denne hers stærkt, bydende og kunne mærkes på en længere afstand.

”Godaften” Sagde han så slangende og smilte lidt. Nu var der en grund til at smile for ham... En anden der skulle snakkes med. Han havde ingen grund til at virke trist og kedelig nu... Nu var han jo ikke helt trist og kedelig... Bare sulten og tørstig.
Han kunne mærke hugtænderne vokse i munden på ham, da Vampyr siden blandede sig ved lugten. Han havde en lyst til at hugge ud efter ham, men gjorde det ikke...
Måske ville det være en god idé at forvandle sig... Så ville han have mere kontrol over Vampyren, da hans Varulv var mere fremme end noget andet.
Men ville den anden Varulv så ikke tage det som en fornærmelse og angribe ham? Det kunne godt ske... Og alligevel tiltalte idéen ham mere end noget andet. Det kunne være sjovt med en kamp... Umærkeligt nikkede han langsomt til sig selv.

Han kiggede på ham, og nikkede kort, som en hilsen. At åbne munden havde han ikke lige tænkt på. Hans øjne blev liggende på fyren, mens han målte ham med øjne. Det virkede som om hans tænder halvt og halvt blev længere, hvilke ikke passede ham særlig godt. Det var ikke hans mening at det var ham der skulle blive byttet. Han havde bestemt heller ikke tænkt sig at lade blodsugeren tage blod fra ham, det blev ikke hvis han selv kunne bestemme, men han var ikke sikker på at han selv fik lov til det. Måske havde fyren nogle cigaretter? Chancen var lille, og det var vel også derfor han ikke spurgte om det, men blot lyttede til det tavse hjerte, som aldrig ville banke i brystet på manden. Hans øjne gled over fyren, flot, det ville var han, og tiltrækkende måske en smugle? David havde aldrig låst sig fast til et bestemt køn, men havde nu altid regnet sig selv som hetro, men han var vel også en smugle bi? Bi - bi. Han kunne ikke lade være med at lade en et kort trækning af et smil, glide over hans læber, ved tanken om dyret bi, dog fløj dette overbord, da han vante tilbage til den tørstige vampyr der næsten stod og savlede foran ham, som fik ham fik hans øjne til konstant at hvilke på hans ansigt, så han var klar på et eller andet var fyren, hvad det så kunne være.

"Venter du på at et bytte kommer lallende forbi?" Spurgte han i en letter kølig tone, som han håbede ville understrege at han ikke var det lallende bytte der ville komme, og blive snubbet som var han en flue der fløj sin dagelige ture, og pludselig sad der en frø, og skød sin klamme tunge ud efter ham, for at hale ham ind i munden på sig.
Han vippede lidt frem og tilbage, tydeligvis ikke sikker på hvad han skulle. Han kunne godt bruge en smøg og Coca Cola nu, men det var vel ikke det rette tidspunkt at spørge om sådan noget, trods hans fingre næsten snurede for at få enten det ene eller anden. Hans hals føltes som sandpapir, men det var sikkert bare hans hoved, men maven føltes stadig tom, uhyggelig tom. Han havde aldrig prøvet at spise vampyr, men kunne de smage godt? Nej, sådan et gammelt lig skulle han for guds skyld ikke nyde noget af.

Daniel smilte bare. Der var jo ingen grund til at skræmme Varulven, det eneste selvskab han ville gave indtil han nåede ind i byen og begyndte at lede efter nattens ofre... Som den gode hybrid han var, dræbte han ikke når han drak, men i stedet drak han fra flere forskellige. Han havde arbejdet længe på ikke at tage det hele, men kun nok til at de havde svært ved at huske og for det meste faldt i søvn. Men en slurk af den slags, var aldrig nok... Der skulle altid mere til.
Måske kunne han også tage noget fra fyren her? Naah... Han var ikke hans type og så tørstig var han heller ikke... Selvom blodet måtte være stærkt og hedt... Dejligt... Varme i hele kroppen, men ellers var der ikke så meget at sige til det.

”Tjooh... Man ved aldrig hvornår ens bytte kan valse frem” sagde han og grinte svagt, gav ham elevatorblikket for sjov, inden han så tilføjede lidt efter ”Men nej... Jeg skal ind til byen senere” sagde han og smilte bare lidt, da han var sikker på at varulven ville forstå det.
Han stak en hånd i lommen og kiggede bare på Varulven, mens tanken om kamp, blev ved med at dukke op i hovedet på ham, lige meget hvordan han vendte og drejede det i hovedet, skubbede det ud eller maste det under andre tanker, så kom det altid op i overfladen og pulserede videre. En kamp kunne være rigtig godt, efter så lang tid siden en ordentlig kamp.
Hans tanker blev dog stoppet da han hørte en rumlen.
”Er du sulten?” spurgte han og løftede et øjenbryn. Ayis, hans Novicer, var altid på nakken om ham, eftersom han også var Varulv, skulle han ikke kun æde kød og drikke blod, så hun stoppede madvarer i både bagagerummet og handskerummet, sådan så han virkede bare en smule mere menneskelig. Hvilket ville sige at hans bagagerum, havde frugt og brød, som hun selv udskiftede hver dag, vand, en termokande med varmt vand, så man kunne lave både kaffe og te. Og i handskerummet var der nogle poser slik og en sodavand... Selvom Daniel nok aldrig ville røre det, da han var blevet alt for vant til blod og kød kun.