The ROAR! in the silences of the night [ David ]

Lyden af de sorte læderstøvler der gled igennem græsset var mere eller mindre helt væk. Kun hvis man direkte lyttede eller havde set ham komme, kunne man måske have set ham komme igennem det våde græs. Hans grå øjne havde for kort tid siden stået under et udhæng tæt på skolen, og set hende iklæde sig handsker og andet udstyr, inden hun havde svunget sig op på maskinen, og jorde af sted ned over det våde græs. Han havde selv lidt efter, smidt sin cigaret ned på de hårde, kolde fliser, placerede en skosnude ovenpå, vredet let rundt med foden, før han satte efter lyden af motorcyklen der lidt efter blev slukket imens han begav sig ned mod søen, hvor lyden var forsvundet hen. Den sorte lange frakke han havde taget på, blev hurtigt gennemblødt. De halv lange lyse hår, klistret ned af nakken og ansigtet på ham, mens de grå øjne kiggede uanfægtet frem for sig. Hans venstre hånd gled over mod den højre, som bar på en Coca Cola som var halv tømt. Med en hurtig bevægelse skruede han låget af, og førte flasken op mod de våde læber, som tog en kort slurk af læskedrikken, før flasken fladt tilbage, og det røde skruelåg faldt på plads.
Hånden gled om i jakkens ene lomme, hvor den forsvandt ind, og lod kort fingrene glide over cigaretpakken der lå godt gemt væk fra det våde vejr. Ved siden af lå en lighter, klar til brug. Da han kom længere ned, lod han de gå fra hvor de havde kigget før, til pigen, der stod ved søen, med det våde brune hår, og kiggede et eller andet sted hen. Han havde hørt hun skulle være den sidste af slægten ’Black.’ Han fejede en hår tot væk fra ansigtet, der ellers havde sat sig godt til rette i hans pande. Ti skridt mere, og han var kommet ned til hende. Han lænede sig let op af motorcyklen, uden at sige noget, øjne lå blot på hende.
Han vidste ikke om hun havde set ham eller ej, men det betød vel ikke noget i det store hele? Han lod blikket glide rundt, hen mod et træ, hvor han satte kurs mod, mens hans hånd, nede i lommen åbnede cigaret pakken, og tog en, mens han fik fat i lighteren. Både lighteren og Cigaretten blev trukket ud i det våde vejr, da han kom i ly under træet, hvor han lænede sig op af, og tændte sin ’pind,’ og lod lighteren glide ned i lommen igen. De grå øjne lå stadig på pigen, mens den første røg sky slap ud mellem læberne, mens cigaretten lå mellem de lange fingre. Kort efter blev cola flasken igen ført op til læberne, hvor endnu en slurk af væsken forsvandt ned i munden på ham, ned til mavesyre og det hele. Han skruede låget på, mens han placerede cigaretten mellem læberne. En hvid sky stod ud fra næsen af ham, da røgen forsvandt ud i luften.
Han havde hørt at pigen, eller var det overhoved en pige? Mere tøs? Hun skulle have lod til at gøre hvad hun ville når månen vidste sig på himlen. Helt i hegnet efter hans mening, hvad var der farligt ved hende? Hun skulle bruge 30 timer på at blive ’sig selv’ og på alt den tid, kunne man jo være kommet om på den anden side af jorden! Selv kunne han ikke se en trussel i denne tøs. Hun virkede jo næsten harmløs som menneske. Et hånligt smil gled over det fugtige læber, mens endnu en røg sky undslap dem, før cigaretten igen stoppede munden til. Han lukkede kort øjne, men slog dem op igen, da han mærkede en dråbe i panden.

Septembers nuværende beskæftigelse; Handske-aftagen. De gled af hendes hænder, som var de af porcelæn mod svedig hud - og varm var hun da også, i regnvejret. Hun smed de nuværende våde, glinsende læderhandsker ned på sædet af sin knallert og trak af gammel vane ned i sin jakke, med en ledig hånd. Den blottede som altid, et stykke nøgen lænd nederst på hendes ryg. Varmen opstod fordi hun jo, elskede at køre på sin kværn, det gav hende hjertebanken og fik blodet til at bruse i hendes årer, og deraf blev hun så også en del varmere - og det holdt læderjakken god på, så i et lille forsøg på at overvinde varmens lune omfavnelse fik hun fat om lynlåsens træk-dims og hev den nedad langsomt for ikke at jakken jo gik i stykker, den var jo en gammel jakke, et af hendes arvestykker. Hendes varme hud, kølede sig langsomt af mens jakken der blev lynet ned med en skurrende lyd af metal der langsomt stødte mod metal, var en baggrundslyd, ligesom træernes hvislen og bladenes lystige raslen. Endelig var den da helt åben, og støvregnen landede som små pletter på hendes lyse trøje, hun bar indenunder den mørke læderjakke. trøjen var af et løst stof der kastede sig ned fra skuldrene og til der hvor taljen begyndt, men derefter sad en smule tættere ind til kroppen hvor denklæbede til hendes hud. Stoffet blev gjort lidt gennemsigtigt af væden fra oven, der dryppede ned fra de triste grå skyer. ren automatik, var fænomenet der opstod da hendes hænder fjernede vægten af hendes tunge motorhjelm fra hendes hoved, og deraf løsnede den varme der havde hersket over hende. Hun lukkede øjnene og mistede en del af den tidsfornemmelse hun før have haft, da de kolde dråber slog som en trommen mod hendes hjelm under armen..
Perfekte blide dråber landede stødt på hendes sølvbrune hud, forsvandt ned af hendes ansigts facon mellem vipper og bryn og trillede over kinder og letadskilte læber for at fortsatte nedover kæben og hagen, og til sidst ned af halsen på hende mens de fortsatte deres evindelige opdagelse længer nede..

September slog de sort øjne op, endnu en gang og ført, virkede det som om alting åndede fred.. Selv træerne hun så på, åndede roligt.. Altså, indtil hun opdagede at der faktisk var nogen der åndede, men det var ikke træenre, og det fulgte heller ikke den rytme hun selv kunne mærke sit vejr følge. Men det steg da hun fik et chok, så hun tabte hjelmen der skinnede og genkastede månens blide lys mens den tillede rundt alene nede på græsstrående. Der stod faktisk en, og så på hende.. så på hende, med grå irisser, der lignede mere sølv. og stanken af hendes egen race hang i luften omkring dem.. Puha, hvor var den stærk den dunst! Hun rynkede på næsen, og kort efter reagerede hendes krop instinktivt ved at hun så sølv; hun sprang på ham, så hans ben burde bukke under for hendes vægt. Havde det dog ikke været fordi han havde flytter sig, ville der nok være kommet et ret grimt sår fra de sort engle er voksede på hendes fingre og stadig blev længere, i et skræmmende langsomt, men gyser-agtigt tempo..
De sorte øjne glimtede truende, og en snerren kom fra pigen i sort nederdel, med blottede skarpe hvidlige hjørnetænder der tydede på mange års brug, mere end de 15 år hun udstrålede med glamour.

Det første han mærkede var et bump på hans ryg, der lige gav hjertet et godt hop op i halsen af forskrækkelse, mens han greb fat i træet, for ikke at vælte. Da hun var landet på ham, kunne han straks opfatte færten af varulv i næsen, som uden videre gennemtænkning fik ham til at hive hende af sin ryg, så han kunne springe væk, mens hans negle blev sorte, og lange, hvilke ville se enormt klamt ud hvis man ligefrem havde stået og gloet på det, men man fik ikke tid til dette, da hans knogler ændrede sig, mens huden på arme, ben, ja over alt blev dækket af sorte hår. Ansigtet skiftede form, til en lang snude, og ørene kom frem på toppen af hoved. Det hele skete på et halt minut, enormt hurtigt efter andre varulves forvandlinger på 30 timer.
Det eneste der bare minde lidt om hvem han rigtig var, var de nu helt sølvgrå øjne, der stirrede på pigen/ulven. Han stod let krumbøjet, med tænderne blottet og en lav snerren undslap læberne. Lyden af blade der blev hvirvlet rundt igennem luften var overraskende høj i hans nye form, og trods han havde levet med dette i mange år, overraskede det ham stadig, hvor gode hans sanser var. Øjne scannede hurtigt omgivelserne, de regnvåde omgivelser som ville være umulige at passere for ham, hvis det ikke var for de lange klør, der sad for enden af poterne, klar til at rive fra sig. De hvide, letter gullige tænder, efter mange års brug, så ikke ligefrem indbydende ud. Skarpe og hårde som diamant, dog uden den smukke glans, som aldrig ville komme tilbage til disse tænder, med mindre han fik en god omgang ved tandlægen, og der var ikke just nogle tandlæge der ønskede at have en varulv ind på sin klinik, og selv havde han for mange år siden droppet det med at børste dem, hvilke heller aldrig var lykkes ham.
Hans sorte hale hang ned fra hans bagdel, og berørte let, med de yderste hår det våde græs, som gjorde hårende våde.
En dyb knurren nede fra halsen erstattede den lave snerren, i hvilke tegn kunne man ikke vide sig sikker på, men han følte sig ikke skræmt over denne pige/ulv der stod overfor ham. Om det blot var hans hånlige arrogante natur eller om det blot var ham, vidste han ikke, men det var ikke tit han fandt noget at være bange for, det skete næsten aldrig, men bange havde han dog været, men det var ikke noget han var på denne High School, da de fleste folk kendte til hans hurtige humørskiftninger og forvandling som ikke var så ekstrem langsom som alle andres, men kunne ske på det halve minut.
De sølvfarvede øjne borde sig ind i pigen/ulvens øjne foran ham. han ville holde øjenkontakten hvis hun valgte at kigge på ham, og ville, hvis han havde kunne, fnyse hånligt, hvis hun ikke gjorde. Ørene lå fladt tilbage på hoved og fjernede dem næsten fra synet, dog kunne de med lidt snilde anes.
Hans pæls begyndte at blive tung og våd, og selvom det klart ville hæmme hans krop i at bevæge sig frit, blev han hvor han var, da hun også ville blive våd hvis hun kom ud til ham, og ikke gemte sig under træet.

September blev brutalt fjernet, som var hun et skadedyr på hans elskede dyrebare. Hun mærkede luften gennem sin pels, og de stærke jernkløer skære sig vejen ud gennem huden på hendes fingerspidser stadigvæk voksende noget så klamt, og langsomt. De var en del længere, en andres, inklusives Davids, for hun havde både brugt dem mere og haft dem længere - men det resulterede også i at hun muligvis var lid for afhængig af sin ulve-styrke, til at kunne bruge den ordentligt i menneske-form. Dog foretrak hun denne form, for her kunne hun selv bestemme en smule hvad hun gjorde, og ikke lade sig lede af sine instinkter. Man vidste aldrig hvad en ulvs hormoner, og gener kunne få en lyst til - om det var rive, flænse og flå, eller bide kradse og knurre, eller om det var slikke, gnubbe og nappe. Sådan var den prægtige ulve-art uforudsigelig og farlig, men også harmløs for de rigtige mennesker og personer. Det kradsede i hendes hud da hårene voksede, og spredte sig - lidt længere, end hvad de var hos David, hvilket også gjorde hendes pels tungere men hendes slanke, bugtede og adrætte skikkelse - både som ulv, og som menneske - gav hende en lille fordel, når hun skulle vride sig ud af kløer, kæber og kampe.
Til sidst var der intet andet end de sorte øjne stirrende ud på David, fra den sorte pels som næsten skjulte skikkelsen i mørket under træet. Regnen faldt stadig som dugdråber, stille og i baggrunden, men dum var den ikke da en vind slog ind mod ulven i det den sprang - pelsens spidser var ikke helt redte, og havde det ikke været for halen der virrede i luften ved dette vindstød i en skarp bue opad, havde vinden sat ulve-inden ud af kurs. Den sorte skikkelse landede med ekkoende bump på jorden, først landede venstre forpote, mindre en et sekund senere landede den højre også, og omtrent dobbelt så længe efter stod hun på alle fire poter, med kløerne lange nok til at de skar sig ned i græsset og ridsede de fine strå.
En dyb snerren fandt sin vej op gennem luftrøret, formede sig i stemmerøret til et bjæf og en lavmælt gøen, og slap ud mellem de flænsende skarpe tænder - der jævnligt mblev rettet til, ved hjælp uskyldige byttedyrs afpillede knogler og pels, der rensede lidt af tandkødet.
Modsat Davids hale, der hang og rørte jorden, flagrede hendes i vindenog stod aldrig stille, den sad også en smule længere oppe end hans, helt oppe ved halebenet der holdt den på plads og vrkkede den frem og tilbage, mens selve ulvens fulde styghed blev afsløret i en grimasse af tænder, kulsorte øjne, og vrede furer omkring munden der forvred hele det ellers yndige ulveansigt. Hjertet hamrede i selve ulvens bryst, og månens lys var skinnende og reflekteredes i begge pels-totter der stod overfor hinanden som nemesisser.
man kunne snildt undre sig over den lethed, der fulgte med ulvindens bevægelser når hun bevægede sig, og vinden tog fat i pelse og skubbede til de lidt for lange totter for enden af hendes lige sorte ører, der stod re op - på vagt og, på jagt efter de mindste lyde der kunne give et hint i modstanderens næste træk.
En snerren formede ældgamle ord, kun få ulve talte. Ikke at ord, ville kunne sige så meget når de blev blandet med en ulvs raseriske foragt, men forståelige men det glimt af undren man skimtede bag de sammentrukne smalle bryn, der prydede ulvens lavtstående pande. Ordene, som jo var en gøen der ikke kunne tolkes for andre end en anden ulv i sin sande form, lød i noget alla retningen; Hvilken broder er du?.
For de var trods alt allesammen af samme gen; nemlig Josés - forskeren der havde eksperimenteret på en gravid ulvinde i Mexico - menneskelige gener, og den kvindelige ørken prærie-ulvs gener - den ulv, der for længst var blevet klassificeret som; Fuldmånens Elsker.

Adrenalinen flød igennem kroppen på ham som blod i hans åre. Han var ikke sikker på hvad dette ville ende med, men gjorde det nogle forskel? De grå øjne gled kort over dyret der stod foran ham med en svag knurren, som lød til at være et spørgsmål, men da han ikke kunne se hvad hun skulle bruge den information til, og han heller ikke helt vidste hvad han skulle sige, lod han hendes ord flyde igennem luften, for så langsomt at blive til – intet. Kæberne blev klappet sammen med en høj lyd af tænder der blev slået mod hinanden, og den før letter anspændte holdning blev mere ’normal’ og afslappet, men dog var han klar på alle angreb fra hendes side da en ide pludselig lyste op i hans hoved, men den indebar at hun ikke kastede sig over ham. Han lod de sølvgrå øjne glide op mod skolen, hvor efter de få sekunder efter lande på hende, for igen at iagttage hendes krop. Han slog et let svirp med halen, der fik græsset under halen til at bevæge sig en smugle ved lufttrygget der blev presset mod dem.
Han var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre, for ideen med at kæmpe, var jo indlysende, men alligevel, så frygtelig fantastisk sjovt var det jo heller ikke at kæmpe. Han lod de grå øjne ligge i hendes mørke, og halvt om halvt vendte på noget fra hendes side. Selv vidste han ikke helt hvad han ville. Hvis han havde kunne, ville et hånligt ondt smil spille på hans læber, men der var intet tegn på den nye ide der var kommet op i hans hoved. Kun den lille sammentrækningen af kroppen, før han satte af, sprang i store spring forbi ulven, og løb op mod skolen med lange skridt.
Han var ikke sikker på hun selv var så hurtig til at følge efter ham, men det måtte hun heller være, hvis hans plan ikke skulle lykkes. Han borede sine klør ned i jorden, og satte så af, mens han kom med utroligfart tætter og tætter på skolen hvor de små ruder lyste op. Han lukkede kort øjne, da han mærkede jorden blive til fliser, da han kom længere op mod hovedindgangen, op mod parkeringspladsen, sprang over nogle biler som fik en hård medfart, mens han trak sit menneskelige jeg tilbage, og lod sine ulve instinkter tage over. Det var en helt fantastisk følelse at mærke hvordan han ikke længere var hæmmet af de menneskelige følelser, tanker eller andet, end overlevelse.
Porten ind til skolen var lukket, så han drejede lidt af fra sin egentlige rute, og satte kursen mod nogle roder. Han satte af fra jorden, og sprang op, og igennem vinduet, som gav et brag, og en masse klirren da hans poter, hoved, krop og til sidst hale fløj igennem vinduet, og fortsatte videre ned af gangen han var endt på. Han havde flere små sår fra vinduet, men dog var det ikke noget der ville gøre noget. Han satte kurs mod spisesalen, ikke bevidst da hans eget jeg var langt væk, under de grå øjne der hurtig støj hen over de forskræmte elever, hvor nogle prøvede det ene eller andet, men han fik aldrig set hvad det var der skete før han bragede igennem døren til køkkenet, stoppede op før han satte kurs komfuret hvor der lå noget aftensmad. Dejligt kød. Dum som han var som ulv, satte han sin pote på den ene kogeplade som resulterede i et hyl da han trak sin pote til sig, og hvirvlede rundt i køkkenet til at lande foran køleskabet som han ræv ud efter, og fik flået skabslågen af, før efter han stak sin snude ind i kulden. Han hørte mindre skrig bag sig, men tog sig ikke af det, før han fik noget kød ud af en emballagen og spiste det i en mundfuld, og fik så fandt i noget nyt, som han slugte i en fart, inden han fløj ud af døren, og piskede igennem gangende for at September ikke skulle få fat i ham. Hun var i hans øjne en rival der skulle dræbes så snart hun kom tæt nok på, men nu var det med at finde en god kamp plads.
Der var ikke nogle tanker eller ord inde i hoved, blot tanken om mad, og overlevelse. Der var intet menneskeligt tilbage bag de pelset hoved. Det eneste der nu kunne bevidne at det var David var de sølvfarvet øjne.

Blændet af sit menneskelige jeg's rasende had, mod denne fremmede hun ikke kendte så hun ikke de træk han egentligt besad. Sort pels, så ulig hans ellers lyse hår i menneskeform, grå øjne og en lang snude, spidse brugte tænder der var vant til kød dagligt, store poter der stod solidt på jorden, en stærk, sort busket hale og endnu stærkere og muskuløse for og bagben der slappede en smule af nu. Han var en prægtig ulv, måtte hendes ulve-jeg give ham, men selvom det nu tiltrak den del af hende, ulvinden i hende, så var det som sagt den menneskelige del der forhindrede hende i at se den storhed.

Hendes strube blev igen tavs, og cikadernes sang og regnens duppen, deres halers sus gennem luften og frøernes kvækken lød som ekkoer for hendes raffinerede høresans. hans lugt blev også mere... andet, våd. Pels der blev gennemblødt, våd hund, våd ulv. vådt menneske, vådt legeme. Hun rettede sig lidt op, pelsen bevægede sig lydløst og glat nedover hendes skuldre igen. Hun mødte hans sølvgrå blik med kold foragt i sin sorte hadske mørke iris, der ville ikke gå mange sekunder før der skete nogt - man kunne mærke det på den pressede, anspændte stemning og sfære der ar imellem dem. Enten bukkede den ene under, eller også skete der noget..
Næste nu, var vinden strøget over Septembers gav der i et desperat forsøg på at beskytte sig selv fra en formoden fare, var endt på ryggen og nu tumlede sig tilbage på alle fire poter - med kæberne snappene af adrenalin.
hendes ulvekrop legede med på legen, og nu kunne hendes menneske-hjerne ikke længere styre de dyriske insitnkter der greb hende; hun kunne ikke se om lysene stod stille, eller bevægede sig for dne måde hendes krop rystede mens hun løb efter de fremmede Sorte ulv egnnem natten. Utvivlsomt måtte der blive vagt opsigt oppe på skolen, når to ulve kom brasende ind gennem et vindue et sted på skolens kolde mur. Det splintredes, da først hans og så hendes krop trængte igennem til den varme lut inde i på skolen i stedet for den kolde aftenluft udenfor.
Hun landede uheldigvis usikkert, da et glasskår han havde efterladt sig bevægede sig under hende pote og hun gled ud på gangen med ryggen i gulvet.
Det var dog ikke svært at følge hans gang både på grund af hans dunst,men også på gurnd af det kaos af måbene eleve han efterlod sig nogle flygtede, andre røs og skreg lydløst, nogle styrtede ind på deres værelser igen, og andre så fascinerede til efter jagten.. få af de elever der var i kantinen hvæsede. Og hun smilte, for det var vampyrer det var. Og hun vidste, at ve at bryde skolens reglement om ikke at være på skolen ved nattetide og slet ikke i ulveformen - havde hun gjort mange af disse vampyrer vrede.
Hans hyl gennemtrængte luften, og et smil krummede sig på hendes ulvelæber. O de var fordi han var blevet såret af et andet væsen, eller at han havde såret sig selv var ikke til at sig ud fra lyden han lavede - men det frydede hende at han led, en smerte hun havde oplevet langt værre.
Ud fra de instinkter hun turde bruge, uden at lade hendes indre ulv komme frem, snusede, lyttede og orienterede hun sig om hvor modstanderen var på vej hen.
og der var han, et sted genem mængden..

Berusende følelser overvældede hende, da hun satte i løb gennem gangene. En altoverskyggende følelse af a være åndeligt til stede, men ikke rigtigt fysisk.. med modvinden hun selv skabte, slående ind mod hendes pelsede ulveskikkelse ledte hu efter sin fjende.

Adrenalinen kom igen op i ham da han hørte hendes klør rive hen af gulvet, og hendes duft der fulgte efter hende, op i hans fintfølende næsebord. Han ledte efter et perfekt sted, mens han løb op og ned af gangen, forbi chokeret elever og vrede vampyr, der snerrede som gale. Han bemærkede dem ikke rigtig, var kun optaget af at finde et perfekt kampsted. Det var vel også grunden til at han ikke bemærkede at han pludselig, med et brag fløj ind i en vampyr der havde stået og ventet på ham. Han noget knap nok at få styr på sine fire ben der skøjtede af sted på det nu glatte træ gulv, før han mærkede hen på ryggen. Hvad det var, var han ikke sikker på, men med kolde hænder blev der grebet fat i hans kæbe, og tvang hans hoved bagover. Han trak sit ulve jeg tilbage, og lod hans menneskelige dominere. Han faldt op på gulvet, mens han forgæves prøvede at få sit hoved til sig. Han havde glemt alt om september der måske var endt på samme måde som ham selv. Han vidste ikke hvor han var henne, da han havde mere travlt med de to vampyr der kæmpede som gale med at få ham ned at ligge. Han prøvede, dum som han igen var, at få dem af, ved at mase dem ind mod muren som resulterede i en masse knust glas der væltede ind over ham. For det første havde de flyttet sig inden han kom så langt som til at ramme muren, som ikke var en mur, men et vindue han var lige ved at falde ud af og for det andet betød det blot at der kom endnu en myg op på ryggen af ham. Han snappede som en gal omkring sig, mens han prøvede af bedste evne at flå dem væg.
På en eller anden ukendt måde, fik vampyrerne fat i hans overkæbe og under kæbe, og fik trukket dem fra hinanden, så hans tænder blev synlige. Han prøvede flere gange at få deres kolde hvide hænder væk, men det hjalp ikke. Han klynkede svagt, da han mærkede hans kæbe gig af led da de blev ved med at trække til.
Til hans store glæde, blev kæberne sluppet, men stadig med en jagende smerte. Hvorfor skulle disse forbandet vampyr også være der? Han var kommet op på fire, og skulle til at fortsætte i fuld firspring videre, væk fra myggene, da han mærkede en alt overskyggende smerte som kom fra hans hale der havde pisket rundt i luften. Han slog sin kæbe allerede ømme kæbe ned i det hårde trægulv som blot resulterede i endnu et jag af smerte igennem hans krop.

Han bliv liggende helt stille, mens han prøvede at glemme smerten der kom fra hans brækket hale, der lå helt stille. Den kunne bevæges, men skrækken for smerten der ville komme, fik ham til at lade den ligge hvor den var. Han klynkede svagt, mens han lukkede de sølvgrå øjne, og blev liggende stille, og trak vejret dybt, for at undgå smerten der hele tiden væltede op i ham. han lå helt stille, og klynkede af og til, og lyttede ellers til de andre lyde, høj tumult. Om det var fra september der også var blevet angrebet eller om det var noget andet var han ikke sikker på, men han var sikker på at han ikke selv kom op at stå, i den nærmeste fremtid, med mindre der var en der tvang ham op.

På et tidspunkt måtte September dog lade sig selv, gå. Det var ikke muligt, at finde ham, hvis hun koncentrerede sig sådan om at fastholde sin menneskelige halvdel. Hendes følelser hæmmede hendes ulvs vilde natur, og alt hun gjorde blev dæmpet.. Men ikke længere! Han skulle findes, om det så kostede hende et ar eller to..
Langsomt gled hun ind i sig selv, og overlod kroppen til ulven, det hele forsvandt for hendes blik og hun var som en tilskuer der blot kunne råde sit monster at gøre det, uden garanti for at den gjorde som hun ønskede. Men sanserne var fantastiske, hun havde aldrig overladt sig selv så komplet til sin ulveskikkelse før, det hele var som om hun kunne opfange alt.


Lyden af klaprende klør mod gulvets glatte overflade, hvor de ridsede det skinnende gulv hamrede mod trommehinderne på Ulvinden. Den lyd, blandet med dens eget hårde åndedræt og varme ånde, med tungen halsende ud af dens tandfyldte gab, og menneskers samt andre væsners panikskrig fyldte dens øregang, og trængte igennem for at forstyrre sanserne. De var så klare, så høje.. og midt i alt den larm, var der den stank. Stanken af maskulin ulv, en anden ulv. En Ulvehan, og en stærk en.. men en der led under Vampyrers ophidsede væsen, og kradsen og biden. Ulvens bløde puder, dunked hårdere mod gulvet, kløerne klaprede mere når de ramte. Der stod vrede ibenholtsperlerne, over ulvens altomfangende aflange snude med en sort snudespids. Dens næsebor vibrerede lidt, og dens strube afgav en gøen - en gøen, som et råb om vejledning. Hvor er du? spurgte hun, og denne gøen var ikke lille og spinkel, om en hunds. Men dyb, og kraftig så det ringede for alles ører bagefter. Lyden af en smadret rude, bragte Ulvens opmærksomhed mod sit lidende familiemedlem.
Den lugtede sig frem nu, og lyttede intenst. Alle der sagde en lyd, blev snerret ad eller snappet efter - Ulvinden var gal. Hvem vovede dog at tue en af hendes familie? En af hendes slægt? Men de eneste tanker derf løj igennem en ulvs simple hoved var; vrede. En vrede der ikke kunne kontrolleres længere.
Lugten og Stanken af Vampyres anstrengelser mod en ensom, alene Varulv lugtede kraftigere og til sidst så hun dem ..Alle flygtede fra de sted, vor opgøret fandt udspilning. Det var grusomt, at se 3 vampyrer stå sammen om at torturer den mægtige han, hendes familie og Mage.
Alle dens muskler spændtes, adrenalinen der flød igennem dens årer gjorde den istand til at ligne en tyr med rabies, der så rødt. Det gjorde den i stand til at opfange alt, lugten af blod, død, pels, varme og lyden af sin Mages bankende hjerte der hamrede for livet løs - og så, ingenting. Dyret var slapt, da hun havde angrebet alle Vampyrer. Eller skræmt dm væk, i det mindste. For så snart hun var kommet, var hun genkendt. Ikke på grund af hendes dyriske snerren der var steget op fra hendes krop der dirrede af raseri, men på grund f pelsen. Den var sort, som hendes øjne var, og hendes navn var jo trods alt; Black.

Ulvindens blik vendtes mod den sårede mage, der lå stille på gulvet med skuldrene hævet langsomt op og ned, ved dens rolige vejrtrækning. Respekt gydede op i hende, ved synet af den svækkede ulv; så længe ville nogen ulv ikke have stået. Ikke nogen ulv, hun havde set kæmpe. Men der var også bekymring, for magen. Ulvindens krop sænkede sig helt ned til jorden, hun nærmede sig langsomt og forsigtig mens poterne trak hende frem - hendes skuldre ville hoppe en smule, og pelsen bølge mens. Hun klynkede, et ynkeligt klynk - der var en halv meters afstand, ca. Ikke så langt væk endda, men hun klynkede. Ynkeligt og underdanigt bøjede hun sig hoved, strakte sin hals og snusede forsigtigt til magens pels. Var han Okay?

//Du har vel regnet ud, at når jeg skriver med denne skrift, så er det ulven der tager over?//

Han lå helt stille, og lyttede til de pludselige skrig, da folk pludselig fik ufattelig travlt med at forlade rummet. Han blev liggende, både fordi at han vidste det ville gøre ondt at røre sig, og fordi han ikke kunne se hvem der nu skulle komme. Han blev liggende til han så en sort snude foran øjne, og derefter et stort hoved, der så meget – hvad skulle han kalde det? Medfølende? Han lukkede øjne, og klappede tænderne sammen, før han igen slog øjne op, og lod et tydeligt højt støn slippe ud mellem tænderne. Han fik med lidt problem rejst hoved op, med et klynk. Han kom op på poterne, selvom det gjorde urimelig ondt i hans hale som stadig ikke bevægede sig, og når den endelig gjorde kom der et lille klynk ud mellem tænderne. Han fik endelig stablet sig på bene, og kiggede på ulven der kiggede tilbage på ham. Han vidste ikke om han skulle blive sig selv, eller hvad han skulle, for han var ikke sikker på om han bare ville få uhyggelig ondt i ryggen. Han kunne gøre det ene eller det andet, forvandle sig tilbage til sin egen menneskeform, eller blive en ulv, og på den måde ignorer smerten, og tage hævn? Begge dele lød fristende i hans hoved, men at forvandle sig lød til det der var dårligst.
En skarp lyd af klør der borede sig ned i trægulvet og satte af kunne høres, da han satte af og piskede af sted, ned af gangen hvor vampyrerne var forsvundet ned af. Hans øjne var hurtig til at finde alle forhindringerne inde han endte inde i dem. Halens smerte var skubbet i baggrunden, overlevelse lå på styrke, han kunne ikke ligge på gulvet og klynke. Han fandt hurtigt den første varulv, som han lod sin vrede gå ud over. Det tog ikke lang tid, i hans vrede, at dræbe vampyren. Da han var færdig med vampyren drejede han om og fløj tilbage hvor fra han var kommet, ind til den anden ulv. Han stod lidt og kiggede på hende, før han fulgte sin egen fært ud. Han håbede den anden ulv ville følge efter ham, men han var ikke sikker. Da han kom ud løb han over græsplænen, væk, helt ned mod søen hvor de var startet, videre forbi søen, og ind i skoven, hvor han fandt et sted at ligge sig med et højt suk.
Da han var kommet ned at ligge, lod sit ’rigtige’ jeg komme frem igen, mens han lukkede øjne, og mærkede igen smerten fra halen pumpe op i hans krop. Der var ikke mere at gøre, blot – afslapning. Han stønnede tungt, mens han lukkede øjne, og lod tiden glide ud i ét med alt andet omkring ham. Hvis han havde kunne, ville han nok have grinet, men været godt tilfreds på en måde over det kaos han havde udrettet. Hans hale skulle nok komme sig, den ene eller anden dag. Han kiggede op i den stjerne besatte himmel med et mindre suk, mens han langsomt gled væk mens øjne faldt i, og trak ham væk.

Ulvinden så op på ham, hun rørte sig ikke før han spang afsted - og hun fulgte efter. Hun måtte passe på ham, passe på sin mage så han ikke kom til skade igen. Eller døde. Hun kom blot for sent til at stoppe ham, da han dræbte den første Vampyr, hendes hjerte hamrede løs, og hendes tunge halsede mens poterne var begyndt at gøre en smule ondt på grund af den hårde betrædelse hun gjorde når puderne ramte det hårde gulv på Skolen. Hun var ham stadig underdanig, selvom han var såret og hun burde finde en måde at pleje ham på. Men hun ville da ikke stoppe ham fra at tage hævn, det var fair. Slå helt ihjel, elle bliv slået ihjel. Basic instinct, var det hvad man ville kalde det.
Hu fulgte ham ud i skoven, uden et eneste klynk, snøft eller indikation til samtale. Kun lyden af deres klør der hamrede mod gulvet, som ændredes til knirkende græs trængte i stilheden. Udenfor, støvregnede det stadig en smule, men ikke nok til at det ikke var dejligt for September.

Ude i skoven, forbi søen hvor der havde stået det mærkeligste stykke skinnende metal som hun ellers gerne ville udforske lidt mere, lagde hannen sig ned. Hun så sig lidt omkring, gik tættere på ham og lagde sig over for ham, deres snuder næsten rørende ved hinanden. Hun så på hans skikkelse, vurderede om han var Ok, og blev så enig med sig om at det var han. Hun rejste sig stilfærdigt op, og vandrede lidt indover ham med det ene ben over hans krop. Hun begyndte at slikke hans pels ren omring kæben, hvor det måtte gøre ondt. Om det var af omsorg, eller bekymring var ikke til at sige, men begge følelser var blottet i ulvens sorte øjne.

//Undskyld det blev så kort, men jeg ville altså såååå gerne skrive det ^^

Han slog øjne op, da han mærkede en tunge på sin ømme kæbe. Hvad det skulle gøre godt for vidste han ikke, men det var dejligt. Han sukkede, og lukkede øjne igen. Han slog et lille smæld, med halen, af glæde? Han lod hende slikke mere, før han slog øjne op igen, og kiggede på hende. Hvad mon hun var? Ulv eller menneske? Han lod deres snuder berøre hinanden et flygtigt øjeblik, før han vendte sig om på ryggen så godt han nu kunne mens han kiggede op i hendes mørke øjne. Der kom et lille bjæf fra hans mund, mens halen stadig piskede letter ynkeligt frem og tilbage. Det gjorde ondt hver gang han gjorde det, men alligevel kunne han ikke stoppe. Det lå til hans natur at vifte med den så snart han blev glad.
Han lod sig trille tilbage, mens hans hoved stadig var vent mod hende. Han lå og nærstudere hendes sorte smukke hoved, beklædt med små sorte hår, der skinnede svagt af vandet der faldt som dråber ned på hendes snude og fik hårene til at skinne fra månens stråler. De sorte øjne der sad perfekt på hver side af hendes snude, med sorte øjne, mens man ikke kunne se de mørke propiller som kiggede et sted hen, måske på ham? De hvide tænder, der var synlige så snart hun åbnede gabet med den lyserøde tunge, med den let fugtige overflade. Han lukkede øjne, og duftede hendes duft, som var en let blanding af våd hund og en frisk duft af? Skov, natur?
Tanken om at hun stod over ham, skræmte ham på en måde, hvis han havde været helt hund havde han aldrig ladet hende gøre det, det ville ikke være hans natur at lade hende styre sig, at lade hende have magten, men han lod hende gøre hvad hun ville, han orkede ikke at begynde at kæmpe mod hende, og så var der hans hale jo godt øm, og ville ikke ligge stille. Hans grå øjne gled over det våde græs, mod motorcyklen der skinnede i regnen, hvor små dråber gled ned over dens blanke sorte lak hvor dråberne fortsatte ned i græsset før det sank ned i den brune jord. Hans hoved vente sig tilbage mod hende, og kiggede tilbage op i de mørke øjne der var som en mørk himmel, uden stjerner men rolige, afslappende, noget man kunne synke ind i og bare blive liggende til hun lukkede hans øjne ude.
//Undskyld længden, men brugte en time på at lave det her indlæg, totalt krea svigt -.-//

Han kiggede lidt på hende da hun lage sig ned, før han lukkede øjne, og lod halen slappe af så han rigtigt kunne mærke hvor ondt den gjorde. Lorte vampyr! Han lod sig langsomt forsvinde ind i sin ulv, da det var nemmere at overhøre smerten fra halen som ulv, da han kun ville tænke på overlevelse.

Lyden af sko der knirkede mod det våde græs, stemme, åndedræt der blande sig sammen med andre lyde. Nogle stemmer, nogle bløde, andre hårde, nogle med frygten tydelig, mens andre virkede mere faste, og hadefulde. Han kunne ikke helt tyde ordene men det betød ikke så meget, de var ned mod dem. Ulven der lå ved siden af ham kunne mærke det, dens krop sitrede næsten, mens sanserne var oppe. En gren knækkede da nogle kom til at træde på den, men de havde sikkert ikke hørt det, de gik bare videre, selvom man kunne høre nogle utilfredse grynt fra nogle vampyr der havde stukket snuden sammen. Lugten af de små blodsuger fik hans næsebord til at vibrer og læberne til at trække sig let tilbage, før han kom op at stå med de sølvgrå øjne til at glide i rasende fart over deres omgivelser. Oppe ved skolen kunne man se gruppen af mennesker, eller væsner i menneskeform komme gående ned mod dem med hastige men forsigtige skridt, for ikke at glide i det våde græs.
Han så dem kun som fjende, på deres antal og den måde de gik mod dem på. Læberne trak sig mere tilbage, og fik de letter gullige tænder til at skinne i lyset mens klørene borede sig dybt ned i jorden, klar til hvad der nu kunne komme. En lille knurren nede fra halsen kom frem, den var dog ikke høj, og det ville kun være de forreste vampyr der ville kunne høre den. Halen vippede dovent frem og tilbage. Smerten kunne mærkes, men hans instinkter skubbede smerten i baggrunden og fik ham til at koncentrer sig om fjenderne der kom mod ham. Jo tætter de kom, jo mere spænde han kroppen, mens han af ren instinkt stillede sig foran den anden ulv med blottet tænder, og øjne rettet mod fjenden der kom mod dem.
Han løftede let den ene pote fra jorden, for at sætte den ned igen, mens han kunne høre stemmerne blive højre og højre jo tætter på de kom. Hans blik gled igennem flokken for at se hvad de havde at stå imod med, for selvom hans hjerne fungerede som en ulvs vidste han at dette der kom imod ham ikke var mennesker, og selv mennesker havde våben, de kunne ikke komme ned mod dem uden noget, med mindre de ville have fred, men denne tanke eksisterede slet ikke i hoved på ham.
Den lave knurren steg langsomt, i takt med af fjenderne kom tætter på ham, og lysten til at kaste sig ind mod dem, steg drastisk jo mere stank der kom fra vampyrerne. Han syntes ikke at kende nogle af de forreste vampyrer, men bagved var der én af dem der før havde hoppet på ham. Vampyrens lugt fik ham straks til at knurre højre, og lidt efter en snerren, så det blev en mellemting mellem en snerren, og ørene lå fladt ned af hoved, så de var umulige at se, ud over for den anden ulv.